Med ønsket om medvind (2) / Den endelige forklaring på mine fodboldafhængigheder


Dette bliver en omfangsrig blogpost. I forhold til posten før denne er dette naturligvis en langt mindre omfangsrig situation, ikke desto mindre er det dog noget der berører mig ganske meget, må jeg tilstå. Det kan måske virke fjollet, men forklaring følger…

Den franske FC Barcelona-spiller Éric Abidal har fået konstateret en svulst i leveren, og skal idag opereres. Det vides endnu ikke om svulsten er ondartet, men med de realistiske briller betyder det nok i bedste fald, at han vil være sat ud af spillet resten af sæsonen. Jeg kan ikke overskue at tænke på andet end “bedste fald” lige nu.

Abidal, som efterhånden er gammel i fodbold-gårde, har spillet en fantastisk sæson, og sjældent har jeg oplevet så dygtig og graciøs en forsvarsspiller. Ydermere synes han at være en særdeles sympatisk person, hvilket mængden af tilkendegivelser fra kollegaer verden over også vidner om. Der har været en sand storm af kærlige tweets og udtalt støtte fra fodboldspillere verden over. Venner såvel som rivaler.

Noget af det jeg finder mest rørende er billeder som disse – af Barcelonas evige ærkerivaler fra Real Madrid efter gårsdagens Champions League-kamp:

I tidligere blogindlæg på tidligere blogs har jeg skrevet en del om min glødende passion for FC Barcelona, og jeg forstår så ganske udemærket at det kan være svært for folk, som ingen interesse i fodbold har, at forstå hvorfor det kan optage mig så meget. Ikke mindst når de fleste der læser med her må formodes at være her af musikalske årsager.

Jeg ved ikke om jeg kan forklare hvordan det hele er fra indersiden af mine øjne, men  jeg kan gøre et forsøg.

Som barn blev jeg, som mange andre drenge her til lands, grebet af fodbold i en ganske tidlig alder. Jeg både så- og spillede det, og det vil bl.a. derfor altid være en helt indgroet del af hvem jeg er. Jeg var stadig en lyshåret, snotnæset unge med græs på knæene da jeg fik min første fodbold trøje: en Barcelona trøje med nr. 9 – Michael Laudrups nummer. På det tidspunkt, i starten af 90’erne, var jeg allerede blevet fortryllet af den slags fodbold det Barcelona-hold, El Dream Team, spillede. Jeg husker helt tydeligt at have fulgt deres kampe i fjernsynet med min far, som i øvrigt stadig er min nærmeste fodboldbeslægtede (vi får vendt Barça-situationen adskillige gange i løbet af en uge via sms, skulle jeg hilse at sige)

Både dengang og idag, faktisk mere end nogensinde, er der – for mig – magi i FC Barcelona. Både på- og udenfor grønsværen. På banen kommer det til udtryk i en form for fodbold som er af den allermest æstetiske slags. Der er mange der ryster på hovedet af mig, men for mig bliver det kunst. Poesi for øjnene.

Derudover står klubben for meget mere end fodbold. Den er blevet et symbol på mange andre ting, og af disse først og fremmest katalansk kultur og selvstændighed. Det er umuligt at adskille spansk/katalansk historie fra historien om denne klub. Dette bliver ikke mere symbolsk og udtalt end i El clásico, kampen mellem general Francos yndlinge, Real Madrid og Cataloniens stolthed FC Barcelona.

Personligt har jeg også med tiden fået investeret sjæl i klubben. Udover at glædes og henrykkes over det smukke spil når det fungerer, forbitres når det ikke fungerer, er det også mit ultimative frirum. En enorm procentdel af min hverdag handler om musik – og når man lever af/for musik er det umuligt at adskille hobby og arbejde. Når jeg ser Barcelona spille er det, som ét af de absolut eneste elementer, helt isoleret fra mit musikliv. Det kan sagtens inspirere mig til musik, men jeg- og min musik har ingen indflydelse på fodbolden overhovedet. Dét kan være en lettelse. Ydermere var det et af de frirum der hjalp mig gennem en svær periode for et par år siden. På alle måder er det altså et element der har slået rod i mit hoved, nervebaner og sjæl.

Derfor gør det ondt langt, langt ind i selvsamme sjæl når en spiller fra det hold, som allerede for længe siden gik i blodet på mig, sendes til tælling. God bedring, Abidal.

Advertisements

About Jonas Villumsen

Erm.
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s